-energiknudepunkt for udnyttelse og udvikling af vedvarende energi til trafik i Danmark
Tema til Miljøfestivalen i Københavns i år 2001
-med søsætning af den første solcelle og energisparende turistbåd på
Peblinge Søen i København i juni 2001

"SunCat"
-og senere store udflugts- og turistbåde op til 140 "grønne turister"



Konkret sejler i dag:

MS Solar Sailor siden år 2000 i Australien
Vi arbejder på:
"MS Green Viking i år 2002" og her vist (indsat) udeved Middelgrundens Vindmøllelaug
Pressen skriver:
http://www.jernindustri.dk/
Inden da inviterede vi 119 fagfolk til et
centralt møde i København.
Referat fra mødet om solcelle- og hybridskibe i Danmark torsdag d. 29/3 2001 i Indre By Medborgerhus i København.
Indledning:
Torben Lave, projektleder og initiativtager for hybridprojektet i Københavns Miljø- og Energikontor (kmek) indleder aftenens møde med at byde indbudte gæster og andre interesserede mødedeltagere velkommen til aftenens møde.
Torben lave takker alle de fremmødte gæster (anslået 25 personer fra hele Danmark) og ønsker alle en god og spændende aften inden ordet gives videre til Jens H. Larsen.
Middelgrundens Vindmøllelaug:
Jens H. Larsen orienterer kort om status i vindmølleprojektet på Øresund ved at vise nogle plancher på overheadprojektoren, bla. en kurve over de faktisk produktionstal sammenholdt med de budgetterede produktionstal i de første måneder af året. Jens H. Larsen besvarer en forespørgsel fra Robert Dane om årsagen til at de faktiske produktionstal ligger noget lavere end budgetterede produktionstal da vindmølle- projektet stadig befinder sig i en testfase på grund af en uforudset forsinkelse i forbindelse med etableringen (kabelbrud mv.), men at når testperioden var overstået forventes produktionen at stige til det budgetterede, når alle møllerne vil køre efter planen uden afbrydelser.
Solhybridbilen:
Ingeniør Børge Christensen indleder sit indlæg med at vise nogle plancher på overheadprojektoren med nogle kurver over indholdet af to drivhusgasser (CO2 og metan) i atmosfæren gennem de sidste hundrede år, der viste en nærmest eksplov stigning indenfor de seneste årtier op til i dag.
Herefter foreviste Børge Christensen en videofilm af ca. 5 minutters varighed om konstruktionen af den danske solhybridbil "Connector 2001"fra firmaet Toria ApS i Ebeltoft.
Efter videofilmen forklarer Børge Christensen, at karosseriet på solhybridbilen i al sin enkelhed består kun af 6 dele (bestående af en sandwichbund i skum og glasfiberarmeret epoxy, tag, bagklap i glasfiberarmeret termoplast, forklap i glasfiberarmeret polyester samt to døre i glasfiberarmeret epoxy), medens konventionelle bilkarosserier i metal består af flere hundrede dele.
Børge Christensen understreger, at kravene til karosseriet til solhybridbilen har taget sit udgangspunkt i, at bilens vægt skulle være betydeligt lettere end konventionelle metalkarosserier og lav friktion (luftmodstand) for at nedsætte energibehovet til fremdrift og hermed også en bedre udnyttelse af solenergien fra solcellerne på overfladen. Den noget specielle sandwichbund indebærer, at bilens bund nærmest er formet som en båd, og at bilen som følge heraf rent faktisk ville kunne flyde på vand. Børge Christensen forklarer desuden, at bilen er udviklet i samarbejde med flere danske ingeniørhøjskoler (mange ingeniør- studerende har været involveret i projektet) og med støtte fra 4 offentlige styrelser, og at projektet har bla. resulteret i følgende konklusion :
Det er realistisk at udnytte solceller direkte monteret på bilerne til fremdrift af biler, specielt til kortere ture i nærområdet.
Solhybridbilens lavere vægt, mindre luftmodstand og lavere rulle- modstand gør det muligt at køre 5-8000 km pr. år, alene på den indhøstede solenergi.
Børge Christensen afslutter sit indlæg med at oplyse vedrørende finansieringen af udviklingsprojektet med en trist forklaring , at han efter en livslang karriere inden for det danske flyvevåben har brugt hele sin opsparede pension på udviklingsprojektet, hvilket han udtrykker på engelsk "The money has gone, but the fool is left". På en forespørgsel fra Robert Dane om man ikke har søgt støtte til projektet fra EU bekræfter Børge Christensen, at man har søgt tre gange og fået afslag tre gange fra EU Kommissionen i Bruxelles. Robert Dane opfordrer herefter Børge Christensen til at prøve endnu engang, eftersom man efter tre ansøgninger om og tre afslag på ansøgningerne om støtte til udviklingen af solhybridfærgen til delstatsregeringen i New South Wales i Australien søgte en fjerde gang og denne gang fik bevilget støttemidler fra de australske myndigheder. Fjerde gang var altså lykkens gang i Australien.
FORCE instituttet:
Direktør Steen Ussing fra FORCE orienterer herefter om instituttets instituttet knowhow og ekspertise indenfor aluminium som skibsskrog, og viser nogle udvalgte billeder på overheadprojektoren af færger og skibe i Danmark, hvor der er anvendt aluminium til skroget, bla. en færge fra Molslinjen.
Aluminium er som bekendt et letmetal og derfor velegnet til skibsskrog, hvor vægten skal reduceres for bedre at kunne udnytte vedvarende energikilder som solceller og vindkraft til fremdrift af skibet. Steen Ussing omtaler også det såkaldte KAZAK projekt, et skibsprojekt som instituttet har været involveret i, og hvor der har været gjort forsøg med sol og vind til fremdrift af skibe.
Efter en kort kaffepause videregives ordet til Dr. Robert Dane fra Australien.
Solfærgen:
Den tekniske direktør og grundlægger Dr. Robert Dane indleder sit indlæg med forevisning af en videofilm på ca. 6 minutter, der viser solfærgen eller bedre kendt som "Solar Sailor" i drift i havnen i Sidney. Solfærgen bruges til turistsejlads på havnen i Sidney og drives af rederiet "Captain Cook Cruises".
Videofilmen beskriver kort udviklingen af solfærgen og hvorledes den tidligere læge Dr. Robert Dane havde fået realiseret sin drøm om at kunne anvende sol og vind til fremdrift af skibe efter at være blevet inspireret af en bog om udviklingslæren, og hvorledes 90 pct. af insekterne anvender sol til at skabe sig vinger og vind for at kunne bevæge sig.
Påfaldende er det, at solfærgen, der sejler op til 12 knob på havnen i Sidney kun benytter 10 pct. af sit samlede brændstofforbrug fra olie, medens de resterende 90 pct. hentes fra vedvarende energi i form af sol og vindkraft, når der sammenholdes med en konventionel dieseldrevet færge af samme størrelse.
Efter filmen fortsatte Robert Dane sit indlæg med at vise forskellige plancher på overheadprojektoren fra de forskellige faser i den tekniske udvikling af solfærgen. Robert Dane orienterer samtidigt om nogle af problemerne med at få skibet udviklet fra en groft skitseret tegning med et billede af en båd med vinger til det færdige produkt. Robert Dane slutter sit indlæg efter anmodning fra salen med at vise en anden kort film om solfærgen optaget af BBC World.
Udover de tekniske problemer i forbindelse med udviklingen af solfærgen, som Robert Dane orienterer om beskriver Dane også nogle af de problemer omkring finansieringen af projektet, nærmest med ordene "Alle synes det er en god idé med solfærgen, men når det kommer til finansiel støtte af sådanne miljøvenlige projekter, er velviljen meget begrænset".
Robert Dane nævner således eksempler på hvorledes solfærgen ville være særdeles velegnet som transportmiddel i nogle af de fattige lande i Afrika, f.eks. i lande hvor floder stadig er de eneste transportveje, men hans økonomiske rådgivere havde rådgivet ham til at koncentrere indsatsen omkring rentabiliteten i projektet og specielt de rige industrialiserede lande, idet miljøvenlige projekter kun kan realiseres hvis, der er penge at tjene.
Et råd han havde valgt at følge også i Australien, hvor miljøfordelene ikke blev fremhævet som den væsentligste årsag til at investere i projektet, men de indtjeningsmuligheder, der ligger i at kunne anvende færgen til turisme og den såkaldte økoturisme samt besparelserne på driftsbudgettet som følge af et væsentlig lavere forbrug af dieselolie sammenlignet med en konventionel dieseldrevet færge af samme størrelse.
Robert Dane gjorde opmærksom på, at når der skal sammenlignes skal man måske vælge at anlægge den betragtning at man ved anskaffelsen betaler for alt sit brændstofforbrug på én gang.
Mødet slutter med livlig debat, hvor Robert Dane og andre i panelet forsøger at besvare forskellige spørgsmål fra de fremmødte gæster salen.
Et spørgsmål om hvorvidt der vil være tilstrækkeligt med solskin i Danmark sammenlignet med Sidney i Australien besvarer Dane med, at det afgørende er atmosfærens renhed og evnen til at kunne "navigere" vingerne korrekt mod sollyset. Solceller fungerer faktisk bedre i kulde end i varme, at det er selve lyset der skaber elektriciteten, og ikke varmen. Den geografiske beliggenhed på jordkloden spiller ikke nogen nævneværdig betydning, når der sammenholdes med den samlede afstand fra Jorden til Solen.
Afslutning:
Torben Lave afslutter mødet ved at takke alle gæsterne og de indbudte mødedeltagere for en livlig debat omkring kl. ca. 2200.